mandag den 8. august 2011
onsdag den 4. august 2010
Glashuset - kapitel 1 : Forår
Forår
Der var intet usædvanligt ved den formiddag i foråret, andet end det usædvanlige livsrum jeg lige pludselig var havnet i. Man kunne sige at jeg havde fundet mig en sædvanlig måde at leve på. Kunne jeg andet når jeg var tvunget til det af omstændighederne? Af Bentes beslutning.
Den var kommet som en snebold i fjæset den januardag og jeg var slet ikke glad ved det. Men hvad kunne jeg gøre? Intet ifølge Bente.
- Steen der er intet du kan gøre eller sige, jeg har besluttet mig.
Sådan sagde hun og sådan var det. Hun tog sit gode tøj og gik. Lige før det skulle til at blive godt.
- Men hvad med børnene? Jeg kunne ikke forstå at hun sådan kunne bryde det familiebånd vi havde skabt, helt sådan ud af det blå. Hun havde været der altid for børnene, de var hendes et og alt. Det var en egenskab jeg altid havde beundret hende, da jeg selv fandt det svært at balancere imellem opdrager og ven som far.
- Hvad med dem? De er voksne og flyttet hjemmefra, de skal nok klare sig selvom deres forældre ikke er sammen mere. Jeg kan ikke mere Steen, jeg er 60 år, det er på tide at jeg gør de ting jeg drømmer om her i livet.
Hendes svar lød som en uldtot. Jeg troede jeg kendte min kones drømme og længsler. At vi delte dem. Jeg kunne næsten ikke filtrere igennem den uldne besked der kom fra hende.
- Men hvad med vores drømme?
- Det har altid været dine drømme og det ved du godt. Jeg vil ud og se verden mens tid er Steen.
Et evigt stridspunkt imellem os, men ikke et jeg havde regnet med ville ændre min hverdag i sådan en grad som det gjorde da Bente forlod mig i vinters. Jeg havde arbejdet hele livet med den vision for øjet at bygge os det mest fantastiske hus som vi skulle nyde vores alderdom i. Jeg ville ikke rejse kloden rundt. Jeg ville nyde nærværet og naturen lige hér, i den arkitektoniske perle jeg havde skabt til os, fra den første streg på tegnebrættet til det sidste vindue blev sat i. I min karriere havde jeg fået set en bid af verden og den bedste del befandt sig i min mening lige hér, ved søen og skoven som nærmest voksede sammen med huset.
Så sådan gik det til at jeg sad den forårsdag i min lænestol og kiggede ud på søen, træerne og hundelufterne og motionisterne der kom forbi på stien nede ved søens bred. Det var slet og ret den nemmeste måde at komme igennem søndagene på nu. Lørdag kunne jeg stadig få noget arbejde fra hånden men søndag holdt alle fri og det var sjældent der var noget der kunne fikses eller på anden måde laves, ene mand alene. Så om søndagen var det mig og stolen, vinen i glasset og vinduet ud til naturen.
Det kunne godt engang imellem gå hen og blive lidt mærkeligt, hvis en af hundelufterne eller en anden, standsede op og kiggede. En del af mig blev stolt over at de kiggede, det var trods alt ikke et helt almindeligt hus jeg havde kreeret, men på grund af husets udformning var det svært at gemme sig for forbipasserendes nysgerrige blikke. Jeg brød mig ikke om at føle mig sådan udstillet så jeg var begyndt at sidde med en bog i skødet for ligesom at foregive bare at kigge op fra bogen en gang imellem.
Det var derfor ikke en usædvanlig søndag jeg første gang fik mulighed for at hilse på pigen med det lysende hår og den gyldne hund. Ikke at jeg havde haft noget ønske om at møde nogen som helst nye mennesker. Mennesker stiller alt for mange spørgsmål som man skal forholde sig til. Personlige af slagsen, og den slags spørgsmål bryder jeg mig ikke om.
Jeg havde set hende hver søndag siden Bente gik. Altid lyste hun op uanset vejret, med sit næsten kridhvide hår.
Det var en varm forårsdag i april og jeg havde åbnet den store glasvæg der vender ud mod havestykket ned mod søen. Det var blevet sværere at se stien for alt det grønne der bredte sig i forårssolens varme, men jeg kunne stadig skimte havelågen. Jeg må være døset hen for jeg er sikker på at jeg ellers ville have både set og hørt hunden, som lige pludselig stod i skødet på mig med beskidte poter og slikkede mig voldsomt i ansigtet.
- nej fy Joy kan du så komme her!
Jeg hørte en kvindestemme kalde ude fra haven.
Jeg forsøgte at rejse mig men hunden var stærk i sin ivrighed og vi væltede begge omkuld på gulvet.
- kan du så komme væk!
Jeg forsøgte at få hunden væk og komme på benene.
- Det må du altså undskylde, den plejer ikke at stikke af eller opføre sig sådan.
Jeg kiggede op og så først på ansigtet, dernæst det lysende kridhvide hår og dernæst den gyldne hunds glade øjne.
En hånd tog fat i min og jeg kom på benene. Jeg så at vinen var spildt ud på gulvet.
Der var intet usædvanligt ved den formiddag i foråret, andet end det usædvanlige livsrum jeg lige pludselig var havnet i. Man kunne sige at jeg havde fundet mig en sædvanlig måde at leve på. Kunne jeg andet når jeg var tvunget til det af omstændighederne? Af Bentes beslutning.
Den var kommet som en snebold i fjæset den januardag og jeg var slet ikke glad ved det. Men hvad kunne jeg gøre? Intet ifølge Bente.
- Steen der er intet du kan gøre eller sige, jeg har besluttet mig.
Sådan sagde hun og sådan var det. Hun tog sit gode tøj og gik. Lige før det skulle til at blive godt.
- Men hvad med børnene? Jeg kunne ikke forstå at hun sådan kunne bryde det familiebånd vi havde skabt, helt sådan ud af det blå. Hun havde været der altid for børnene, de var hendes et og alt. Det var en egenskab jeg altid havde beundret hende, da jeg selv fandt det svært at balancere imellem opdrager og ven som far.
- Hvad med dem? De er voksne og flyttet hjemmefra, de skal nok klare sig selvom deres forældre ikke er sammen mere. Jeg kan ikke mere Steen, jeg er 60 år, det er på tide at jeg gør de ting jeg drømmer om her i livet.
Hendes svar lød som en uldtot. Jeg troede jeg kendte min kones drømme og længsler. At vi delte dem. Jeg kunne næsten ikke filtrere igennem den uldne besked der kom fra hende.
- Men hvad med vores drømme?
- Det har altid været dine drømme og det ved du godt. Jeg vil ud og se verden mens tid er Steen.
Et evigt stridspunkt imellem os, men ikke et jeg havde regnet med ville ændre min hverdag i sådan en grad som det gjorde da Bente forlod mig i vinters. Jeg havde arbejdet hele livet med den vision for øjet at bygge os det mest fantastiske hus som vi skulle nyde vores alderdom i. Jeg ville ikke rejse kloden rundt. Jeg ville nyde nærværet og naturen lige hér, i den arkitektoniske perle jeg havde skabt til os, fra den første streg på tegnebrættet til det sidste vindue blev sat i. I min karriere havde jeg fået set en bid af verden og den bedste del befandt sig i min mening lige hér, ved søen og skoven som nærmest voksede sammen med huset.
Så sådan gik det til at jeg sad den forårsdag i min lænestol og kiggede ud på søen, træerne og hundelufterne og motionisterne der kom forbi på stien nede ved søens bred. Det var slet og ret den nemmeste måde at komme igennem søndagene på nu. Lørdag kunne jeg stadig få noget arbejde fra hånden men søndag holdt alle fri og det var sjældent der var noget der kunne fikses eller på anden måde laves, ene mand alene. Så om søndagen var det mig og stolen, vinen i glasset og vinduet ud til naturen.
Det kunne godt engang imellem gå hen og blive lidt mærkeligt, hvis en af hundelufterne eller en anden, standsede op og kiggede. En del af mig blev stolt over at de kiggede, det var trods alt ikke et helt almindeligt hus jeg havde kreeret, men på grund af husets udformning var det svært at gemme sig for forbipasserendes nysgerrige blikke. Jeg brød mig ikke om at føle mig sådan udstillet så jeg var begyndt at sidde med en bog i skødet for ligesom at foregive bare at kigge op fra bogen en gang imellem.
Det var derfor ikke en usædvanlig søndag jeg første gang fik mulighed for at hilse på pigen med det lysende hår og den gyldne hund. Ikke at jeg havde haft noget ønske om at møde nogen som helst nye mennesker. Mennesker stiller alt for mange spørgsmål som man skal forholde sig til. Personlige af slagsen, og den slags spørgsmål bryder jeg mig ikke om.
Jeg havde set hende hver søndag siden Bente gik. Altid lyste hun op uanset vejret, med sit næsten kridhvide hår.
Det var en varm forårsdag i april og jeg havde åbnet den store glasvæg der vender ud mod havestykket ned mod søen. Det var blevet sværere at se stien for alt det grønne der bredte sig i forårssolens varme, men jeg kunne stadig skimte havelågen. Jeg må være døset hen for jeg er sikker på at jeg ellers ville have både set og hørt hunden, som lige pludselig stod i skødet på mig med beskidte poter og slikkede mig voldsomt i ansigtet.
- nej fy Joy kan du så komme her!
Jeg hørte en kvindestemme kalde ude fra haven.
Jeg forsøgte at rejse mig men hunden var stærk i sin ivrighed og vi væltede begge omkuld på gulvet.
- kan du så komme væk!
Jeg forsøgte at få hunden væk og komme på benene.
- Det må du altså undskylde, den plejer ikke at stikke af eller opføre sig sådan.
Jeg kiggede op og så først på ansigtet, dernæst det lysende kridhvide hår og dernæst den gyldne hunds glade øjne.
En hånd tog fat i min og jeg kom på benene. Jeg så at vinen var spildt ud på gulvet.
Abonner på:
Opslag (Atom)